Det er de færreste, der scorer deres drømmejob som det allerførste efter studiet. Mange bliver nød til at gå igennem det såkaldte ’b-job’. Jobbet, der skal booste CV’et og forhåbentligt høste en indgangsbillet til ’a-jobbet’ i løbet af et år eller to.

Men efter flere års udholdenhed med kedelige rutineopgaver, en middelløn og en halvirriterende chef er drømmejobbet måske stadig ikke i hus.

Hvis det er tilfældet er det på tide, at du tager sagen i egen hånd.

Det gør du med uopfordret kontakt. Eller rettere med den rette ’uopfordret kontakt strategi’.

Lad være med at vente på det perfekte stillingsopslag

Måske sidder du fast i b-jobbet, fordi stillingsopslaget til det perfekte job slet ikke findes. I dag er mange stillingsopslag så specifikt tilpasset én unik profil, at chancen for at denne profil er dig, ja for at denne profil overhovedet eksisterer, næsten er lig med chancen for at vinde i lotto.

Uopfordret kontakt kan give dig mulighed for at blive medforfatter af denne profil og derved sikre, at det netop er dig den passer på.  

Du kan sammenligne det med dating. Med uopfordret kontakt går du fra at være den passive, der venter på at støde ind i drømmepigen helt tilfældet. Til at være den offensive, der aktivt går efter hende den søde.

Det kan være en smule skræmmende, især hvis du ikke er vant til det. Men hvis du har gjort dit forarbejde skal det hele nok gå. Og langt de fleste tænder altså på en, der ved hvad han vil.

Uopfordret kontakt

Strategi, strategi, strategi

Mange tror, at uopfordret kontakt handler om at være en kommunikationsninja, der med ord kan tryllebinde fremtidige arbejdsgivere. Men sandheden er, at alle kanskrive en skarp uopfordret ansøgning. Det er den nemme del.

Går du efter drømmejobbet gennem uopfordret kontakt handler det mindst lige så meget om, hvem du skriver til. Igen ligesom med dating. Finder du det rette match skal tingene nok falde i hak.

Og så handler det selvfølgelig om god timing.

Who above what

Men hvordan finder du så ud af hvor drømmepigen, eller drømmestillingen, gemmer sig?

Når det kommer til uopfordret kontakt, er der nogle klare overvejelser du skal gøre dig.
Med hensyn til drømmepigen må vi gemme svaret til en anden artikel.

Tænk dig om før du sender en uopfordret ansøgning af sted

Nedenstående fem spørgsmål vil hjælpe dig til at finde dine mulige matches. Det er i denne fase du skal bruge din energi.

Hvad er din passion?

At man skal være passioneret for det job man søger, er ikke en nyhed. Men i dag betyder passion ikke bare, at man skal være motiveret for stillingen. Man skal gerne have en helt naturlig interesse eller måske endda hobby, der matcher virksomhedens niche.

I den ordinære jobsøgning gør det kun dine chancer for at vinde i lotto endnu ringere, men i den offensive liga giver det dig mulighed for at lade din passion skinne igennem og måske endda få et job, der giver dig en sundere work-life balance.

Hvad er din stjernekompetence?

Hvis du kun kunne vælge én egenskab, hvad er så din stærkeste? Er du en haj til at analysere data, lede forandringsprocesser eller koordinere events? Klargør dig det og research, hvilke af dine passionsvirksomheder, der beskæftiger sig med noget, hvor denne kompetence vil kunne sættes i spil.   

Hvor stor er virksomheden?

Det giver sig selv, at en startup med to ansatte nok ikke har mulighed for at ansætte en ny medarbejder. I hvert fald ikke en, der kommer ud af det blå og ikke er medregnet i budgettet. Samtidig er kæmpe virksomheder ofte ikke helt så omstillingsparate når det kommer til spontane ansættelser. Gå derfor efter etablerede små og mellemstore virksomheder. Ikke supertankers med flere end 1.000 medarbejdere.

Er virksomheden i vækst?

Det her er en vigtig en. Research virksomheden på Google, LinkedIn og måske Børsensgazelleliste. Virksomheder, der vækster skal bruge nye medarbejdere. Du skal ikke bruge dit krudt på en virksomhed i krise, ligesom du ikke skal bruge dit krudt på at flirte med en, der har en kæreste.

Hvem kan du få kontakt til?

Det er vigtigt du sender din mail til den rigtige. Ved mindre du skriver til en startup, skal du ikke skrive direkte til direktøren, der muligvis har mange andre ting at tage sig af. Samtidig skal den person du skriver til have indflydelse nok til at kunne invitere dig til et møde.
Se om du kan bruge Google til at finde gamle stillingsopslag med tilhørende kontaktpersoner, eller LinkedIn til at identificere afdelingsledere.

Uopfordret kontakt

Når du har udarbejdet din liste over virksomheder med potentielle drømmestillinger og relevante kontaktpersoner, gør det ikke noget at spille på flere heste. Med andre ord; effektiviser din jobsøgning så meget du kan. Måske laver du dig en strategi, hvor du skal sende to uopfordrede mails om dagen i en måned.

Så længe du har gjort dit forarbejde og fundet frem til virksomheder, hvor drømmestillingen kan gemme sig, skal der nok dukke en indgangsbillet op inden den måned er gået.

 

SØG JOBS